Taarnet

Baron eller kullemper
Interview med Viggo Pedersen

Dette interview, med Tårnets 19-foldige klubmester Viggo Pedersen, blev lavet i to omgange med en halv snes dages mellemrum, nemlig den 30. oktober og 8. november 1971 hjemme hos Viggo i Bagergade 62. Intervieweren var klubbens daværende formand Gordon Andersen. Tårnet har på et tidspunkt også haft til huse i Bagergade.

Hvornår rørte du første gang brikkerne, kan du huske det?
Det kan jeg huske, det var vinteren 1930-31. Jeg lærte det på landet, hvor jeg tjente på en gård, og der kunne sønnen spille skak. Der lærte jeg det.

Det vil sige at du jo ret hurtigt kom i klub derefter?
Jeg kom i klub ca. 3 måneder efter, det må have været ca. februar 1932.

Det er forbavsende, at du blev klubmester så hurtigt efter du lærte spillet. Hvordan kunne du så hurtigt udvikle dig til at blive så stærk en spiller som du blev?
Ja! Først og fremmest har skakspillet været min store lyst, og lidt held har der selvfølgelig også været med i det! Jeg startede i klubturneringen med at blive nr. næstsidst, derefter blev jeg vist nok nr. 7. Året efter nr. 3, samme placering havde jeg året efter igen, og derefter blev jeg nr. 1, første gang i 1936.

Hvor mange spillere var I i klubben dengang?
Jeg vil regne med at vi var en snes stykker dengang, men jeg vil heller ikke tro vi var ret mange flere. Vi spillede alle mod alle.

Var Tårnet dengang den stærkeste klub i byen?
Nej! Vi var da langt den svageste. Svendborg Skakklub var betydeligt stærkere end os. Dengang. Svendborg Skakklub rådede dengang over mange stærke spillere. Viggo Westermann f.eks., som var topspiller den tid han var i byen. Og lad os ikke glemme Erik Kristensen! Den evige to’er i kampen om fynsmesterskabet. Af andre kan jeg nævne Bertram Jensen og Valdemar Jørgensen, som begge begyndte deres karriere i Svendborg Skakklub, for så senere at flytte til Tårnet.

Hvilke stærke spillere rådede Tårnet dengang over?
Da vi startede havde vi Gert Pedersen og Richard Hovgesen. Også Frederik Nielsen var en stærk spiller.

Men efter 1936 var du den suveræne spiller i klubben Viggo!
Ja, det kan man måske nok sige. Men jeg var heldig (siger Viggo med klædelig beskedenhed. Måske er der her grund til at erindre Viggo om, at de ”heldige” spillere som regel skal findes blandt de gode og dygtige spillere!). Jeg husker engang, at Valdemar Jørgensen og jeg stod lige på 1.pladsen, og skulle spille omkamp. Jeg var ude hos ham, og skulle spille det parti, som skulle afgøre kampen om 1.pladsen. Hen på aftenen skulle jeg ud i et nødvendigt ærinde. Da jeg kom tilbage, kunne jeg mærke på stemningen i stuen, at Valdemar havde sagt til sin kone: ”Nu har jeg ham!” Men så gik det alligevel galt for ham. Det var noget med 2 springere. Jeg kunne ofre et tårn, og få begge springerne, hvorefter jeg vandt slutspillet.

Efter hvad jeg kan finde ud af, så har du 18 eller 19 klubmesterskaber. Det vil altså sige ca. halvdelen af de klubmesterskaber der er afviklet i den tid klubben har eksisteret. Er det ikke rigtigt?
18 klubmesterskaber har jeg i hvert fald. Det 19. er jeg lidt i tvivl om, idet jeg i en 3-årig periode spillede både i Svendborg Skakklub og i Tårnet. Muligvis stammer det 19. klubmesterskab fra Svendborg Skakklub. Jeg husker det ikke så nøje mere. Men jeg har da haft den fornøjelse i et turneringsår, at være klubmester i såvel Svendborg Skakklub som Tårnet, og samtidig at være bymester.

Hvordan befandt du dig i Svendborg Skakklub?
Jeg blev vældig godt modtaget, og havde nogle gode år i den klub. Jeg var jo lidt af en skakfanatiker dengang, og jeg kan huske, at Lykke, som dengang var formand for klubben, til en afslutningsfest havde lavet en lille sang, hvor bl.a. var anført:

Viggo P. han hører til de få
der af brikkerne umuligt nok kan få
Tvende aftener om ugen
han forlader hjem og fruen
for at byens begge klubber
kan bestå

Hvad er det især der har fængslet dig ved skakspillet?
Hvad der først og fremmest har fængslet mig, er selvfølgelig spillet som sådan. I den forbindelse vil jeg da gerne nævne, at konerne nok siger de bliver sat til side, men jeg har altid trøstet min kone med, at når vi spiller skak, så går vi hverken på værtshus eller med piger!!

Vil du fortælle lidt om den periode, hvor I kom på Vindmøllergården i Skårup, for det er jo ret ekstraordinært, at en privatmand tog jer hjem og holdt jeres generalforsamling, beværtede jer osv.
Ja, det begyndte jo i midten af trediverne og til omkring krigens begyndelse. Da holdt vi altid vores forårsgeneralforsamling på Vindmøllergården. Vi blev altid godt beværtet derude. Vi fik kaffe og så spillede vi en lynturnering, og Andersen havde altid en præmie udsat til vinderen af lynturneringen. Andersen var tillige ivrig KFUM’er, så når vi var færdige sang vi en eller anden salme, og Christensen bad fadervor. Christensen, Stella Maris, ville indføre samme skik nede i Tårnet, men det kunne der ikke rigtig opnås enighed om, så enden på det blev, at vi blev fri for at holde andagt, når vi ville forpligte os til ikke at bande!! Tillige forpligtede vi os til at være en neutral klub. Med neutral mener jeg politisk neutral! Og det var én af grundene til at jeg senere forlod klubben for en kort tid, fordi alt hvad vi foretog os blev refereret i Svendborg Avis, men intet i den socialdemokratiske presse. Dette blev senere ændret, og dermed kom den gamle ”fordragelighedens ånd” tilbage.

Svendborg har tidligere haft 3 skakklubber og i dag kun én, og medlemstallet kan vel næppe kaldes helt tilfredsstillende. Har Svendborg ikke gjort nok for at propagandere for skak? Jeg spørger, fordi Sydfyn af mange betragtes som noget af et u-land i skakmæssig henseende. Hvad kan det skyldes? Har du nogen teori om dette?
Svendborg Skakklub er jo den ældste klub, så jeg må hellere nævne den først. Derefter blev Tårnet oprettet, og en kort overgang havde vi en arbejderskakklub. Under krigen var vi jo noget hæmmet af ikke at kunne komme hjemmefra på grund af udgangsforbud og lignende, hvilket hæmmede tilgangen noget. Senere har vi prøvet forskelligt inden for Tårnet. Ungdomsoplysningsarbejde f.eks. Men det er jo nu engang sådan, at medlemmer kommer og går… kommer og går… Vi får måske en mængde nye medlemmer i løbet af vinteren, men efterhånden falder de fra igen. Sådan har det været i alle de år jeg kan huske. Man spiller jo nu engang skak fordi man har lyst til at spille skak. Det er det primære. De som virkelig har lyst, skal nok blive i klubben. Så er der den kategori der tror, at så snart de har meldt sig ind i klubben, så kan de blive klubmester med det samme, men det er jo en gammel løgn. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Og når de så opdager det, falder de straks fra igen.

Er spillestyrken i dag lige så stor som f.eks. for 20 år siden?
I den forbindelse vil jeg lige gøre et sidespring og fortælle, at den 9. april 1940, en historisk dato i mere end én henseende, da slog vi Svendborg Skakklub for første gang. Og vi slog dem derefter i 6 år på stribe. Vi spillede 2 matcher mod dem om året.

Men de enkelte spilleres spillestyrke. Er den lige så stor i dag som den var for år tilbage?
Jeg vil tro at spillestyrken er betydeligt bedre end den var dengang. Her vil jeg gerne betragte mit eget tilfælde. Jeg var klubmester mange år i træk. Modstanden var hård nok, men selv om jeg på grund af alder og lejlighedsvis sygdom måske ikke mere har den spillestyrke jeg har haft, så synes jeg alligevel, at modstandernes formåen i dag er blevet langt større, helt afgjort.

Hænger det mon ikke sammen med, at man i dag har langt større teoretisk viden end man havde for år tilbage?
Jo sikkert. Da jeg begyndte i klubben kendte vi ikke spor til teorien. Vi kunne ganske enkelt lide at spille skak, og skænkede ikke teori nogen tanke. Jeg kan i øvrigt en morsom historie om dette. En af Svendborgs gamle kæmper, Erik Christensen, kunne vi simpelthen ikke røre, hvis der blev spillet efter teorien. Men det skete jo, at Valdemar Jørgensen og jeg ikke spillede efter ”bogen”, og så skete det at Erik Christensen måtte ned med nakken. Men lad mig sige om samme Christensen, at han var noget af et fænomen. Han vidste alt om skak. Blev der f.eks. spillet et parti, og Erik Christensen kom hen for at betragte det, så kunne han finde på at sige: ”Nåh ja. Det der blev spillet af Nimzowitch i 1928.” Han kunne huske alt om skak.

Tårnet var jo fra starten en ren arbejderklub. I dag kan man opleve, at der ikke længere sidder en arbejder i bestyrelsen. Kan det have medført at nogle af dem, der tidligere var medlemmer, har forladt klubben på grund af dette forhold?
Det tror jeg absolut ikke. I klubben er det skak det gælder. Vi har engang vedtaget, at hos os er vi dus og på fornavn. Der findes ingen sociale skel. Om manden er baron eller kullemper, det er ganske underordnet. I bestyrelsen må vi først og fremmest sætte de folk ind, som har lyst til dette arbejde – og her vil jeg ikke sige intellektuelle, for en arbejder kan da så udmærket være intellektuel – men de der har lyst til arbejdet i bestyrelsen, har nok også de bedste muligheder for at få klubben ført videre.

Det er vel også sådan, at alle som kommer i klubben, falder godt til i den specielle ånd og tone som hersker. Og dette gælder selvfølgelig også bestyrelsen?
Hvis du vil have mig til at sige noget om den nuværende bestyrelse, så kan det kun blive godt. Vi er dus alle sammen, og Gottschau er en glimrende turneringsleder med et dejligt gemyt.

Du holdt for et års tid siden op med den mere ”alvorlige” turneringsskak, men det var helbreddet som ikke slog til. Ikke sandt?
Ja, det var jeg jo tvunget til. Men jeg håber stadig på et comeback. I øjeblikket synes jeg det går udmærket rent helbredsmæssigt.

Er klubben inde i en stagnationsperiode Viggo? Jeg tænker her på, at medlemstallet ikke i dag er hvad det var i f.eks. halvtredserne.
Det har jo alle dage været sådan, at det er gået op og ned. Der kommer jo bestandigt nye medlemmer til. De begynder så på en turnering, og opdager da at de ikke er så stærke, som de selv troede, og så taber nogle af dem lysten igen. Nogen egentlig stagnation mener jeg ikke vi kan tale om.

Ud fra mit kendskab til dig Viggo, mener jeg at kunne sige, at din stærkeste side i skak er det taktiske element. Du har et virkeligt godt blik for kombinationen i spillet. Modsætningsvis kan man vel sige, at f.eks. åbningsspillet er en side af spillet du har dyrket mindre. Er det ikke rigtigt?
Jo, åbningsspillet har altid været min svageste side. Jeg har altid holdt meget af at skærpe spændingen så tidligt som muligt, altså før udviklingen har været tilendebragt. Og det har kostet mig mange nederlag. Taktisk skarpt!? Ja, jeg har vel nok tit været heldig i vanskelige stillinger, og fundet en god kombination, som enten har reddet remisen hjem, eller endog vundet partiet.

Når jeg har haft dig i vanskeligheder Viggo, og det er jo da sket, så ved jeg med mig selv, at så passer jeg ekstra meget på!!
Det er jo en gammel regel, at den mand som er i vanskeligheder, han kan jo være tvunget til at gøre noget hasarderet, og somme tider lykkes jo det hasarderede spil.

Fra mit personlige kendskab til dig Viggo ved jeg at du altid har været en virkelig gentlemanspiller i dette ords bedste betydning. Du har altid spillet efter devisen ”tab og vind med samme sind”. Det kan det jo knibe med for nogle mennesker! Af dit omdømme ved jeg at du altid har været en virkelig nobel spiller.
Ens omdømme er jo noget kun andre kan tale med om. Men selvfølgelig kan man da forløbe sig. Jeg kan huske, at jeg én gang har forløbet mig. Jeg spillede mod daværende skolebestyrer Harald Jensen, en af Svendborg Skakklubs fine spillere. På et tidspunkt, hvor jeg mente jeg havde ham i vanskeligheder, lavede han et træk som jeg fandt helt umuligt, hvilket jeg da også med en gestus lod ham ane. Det er, mener jeg da at kunne sige, den eneste gang jeg har forløbet mig ved et skakbræt. Men jeg kan da sige, at jeg aldrig mener at have tabt et parti, uden at have sagt tak for partiet. Man kan da godt ærgre sig, når man har tabt et parti, som man mener at man ikke burde have tabt. Men det er aldrig nogen skam, at tabe til én som er bedre end én selv.

Din bedste kombination Viggo?
Den stammer fra et parti i en kamp mod Faaborg i 1936. Jeg spillede der med en hr. Kristiansen, tror jeg han hed, han havde været fynsmester året før. På et tidspunkt tilbød jeg remis, men han afslog, og vi nåede da frem til følgende stilling med mig i trækket:

Hvid: Viggo Pedersen
Sort: Kristiansen